Father John Misty lægger om ganske kort tid vejen forbi Roskilde Festival med sit fuldstændigt fremragende andet album, som han udgav tidligere i år. Vi anmeldte ikke albummet, men synes, at vi skylder det, når nu han igen i år indtager dyrskuepladsen.

Læs her, hvordan flamboyante Misty, der på Fear Fun ellers erklærede sig som værende trussetyv i sin autobiografiske sangskrivning, faktisk har fundet den eneste ene og samtidig træder i karakter som noget så umoderne som protestsanger. Selvfølgelig ikke på traditionel vis, men med lige dele indføling og sarkasme.

Det var – paradoksalt nok – mødet med en shaman, der genfødte Josh Tillman som kunstner med et katolskklingende navn, Father John Misty. Før mødet med åndemaneren havde han i mange år indspillet følsomme plader som J. Tillman og samtidig ernæret sig med som trommeslager og korsanger i det hymniske indiefolk band Fleet Foxes. Pludselig så han sig selv i et helt andet lys. Han var ikke den følsomme og påtaget autentiske singer/songwriter, han gav sig ud for at være. Hverken i forhold til sin egen skrantende sangskriverkarriere eller som harmonisyngende trommeslager. Navneforandringen gjorde ham pludselig i stand til at fortælle mere vedkommende historier, som på trods af det nye kunsternavn stadig i høj grad tog udgangspunkt i hans eget liv. Nu var de bare spædet op med sort sarkastisk humor og fantasifuldt opspundne løgnehistorier.

Mødet med shamanen er fx fremragende og fantasifuldt skildret i den hylende morsomme bluesboogie ”I Am Writing A Novel” på debutalbummet Fear Fun, som fra alle sider blev rost i 2012. Undervejs i dette nummer møder vi blandt andet en talende sort hund, der giver Father John Misty gode råd, imens han symbolsk er ved med at brænde sit tøj i baggården. Kæphøjt fortæller Misty også, at han er ude at køre i en dune buggy på stranden med Neil (Neil Young, red.), og at han drikker opium-te med filosofferne Heidegger og Sartre. Det er således  ikke småting den selvtillidsfulde og flamboyante Misty oplever i sin pilgrimsfærd i retning af sin sande sangskriveridentitet.

Trussetyv har fundet kærligheden

Denne autobiografiske formel, hvor Father John Misty fantasifuldt blander faktion og fiktion, sparkede i den grad indiefolkets dør ind i 2012, viderefører og forfiner han på det mindst lige så fremragende andet album I Love You, Honeybear. Som titlen antyder har han overraskende faktisk fundet kærligheden, da han på Fear Fun jo ellers erklærede sig som trussetyv med linierne: >>I’m a leading brand of a one night stand/ I’m a ladiesman<< på nummeret “Only Son of a Ladiesman”, der intertekstuelt selvfølgelig refererer til Leonard Cohens berygtede album Death of a Ladiesman fra 1977, der som bekendt blev produceret af den geniale, men også notorisk gale producer Phil Spector. Han maltrakterede Cohens sange med sin Wall of Sound-lyd og legenden siger, at indspilningen foregik i en ubehagelig stemning af frygt,  hvor den våbenglade Spector undervejs i indspilningen satte en revolver for tindingen af en violinist, som han ikke mente spillede rigtigt, og nægtede at lytte til den utilfredse Cohens indvendinger og forslag. Det endte således med, at Spector låste Cohen ude af studiet, da pladen skulle mixes.

Synkende skibe og børskrak

Men vores ladiesman er nu ikke død, men som bekendt kan trold tæmmes. Pigen, det lykkes for,  hedder Emma Garr. Misty mødte hende hos købmanden i hippieområdet Laurel Canyon i Hollywood Hills, der især er kendt for i 60´erne at være tilholdssted for Jim Morrison, Frank Zappa, Joni Mitchell, Buffalo Springfield, The Byrds og flere andre store bands fra modkulturen dengang. De to blev stormende forelsket og giftede sig kort tid efter. Dette stormfulde forhold er der kommet en bunke fantastiske sange ud af, som udgør grundstammen på I Love You, Honeybear.

Eksempelvis er titelnummeret en fremragende beskrivelse af to mennesker, der hver især har deres at slås med:

>>I brought my mothers depression/You´ve got your father´s scorn and wayward aun´t schizofrenia<<

Men kærligheden føles stærkt og bliver fabelagtigt beskrevet i mageløse linier som disse:

>>But don´t ever doubt this: my steadfast condition/My love you´re the one I wanna watch the ship go down with/The future can´t be real. I barely know how long a moment is/Unless we´re naked, getting high on the mattress/ While the global market crashes/As death fills the street we´re garden-variety oblivious<<

Nummeret er en tung og langsom shuffle, hvor honky-tonk-klaver, strygere, padalsteal, hammondorgel understøtter understøtter Tillmans unikke vokal, der nok er en blød og smægtende croon, men samtidig altid er lidt bidsk og kølig. Unik er den.

Også den efterfølgende “Chateau Lobby #4 (in C for two virgins)” handler om kærligheden. Igen spøger Leonard Cohen i kulissen, idet nummerets titel er en pendant til Cohens nummer Chelsea Hotel #2. Chateau Lobby er det hotel i Los Angeles, hvor Misty og Emma i lang tid var indlogeret, og Chelsea Hotel som bekendt er det berømte og berygtede hotel i New York, hvor mange rockstjerner i tidens løb har opholdt sig. Mest berygtet er det måske som stedet, hvor bassisten fra Sex Pistols, Sid Vicious, slog sin kæreste, Nancy Spungen, ihjel. Her udspillede der også et kærlighedsforhold mellem Leonard Cohen og Janis Joblin. I Chelsea Hotel # 2 åbningsliner beskrev Cohen, hvordan han fik et blowjob af Janis Joblin, mens limosinen ventede nede på gaden.

 

På Misty pendant, Chateau Lobby # 4 (in C for two virgins), går det ikke mindre hedt for sig, for som Misty proklamerer:

>>I wanna take you in the kitchen/Lift up your wedding dress someone was probably murdered in/So bourgeoisie to keep waiting/Dating for twenty years feels pretty civilian<<

Nummeret er igen en shuffle, men i den mere muntre ende end titelnummeret. Den specielle stemning i englenes by fremmanes af med Mariachi-trompeter, maracas, uhh-kor og kantslagstrommer og er igen indhyllet i  storslåede strygerarrangenter.

Og de to numre understreger, at Mistys musik har taget en lille ændring i forhold til Fear Fun i retning af en blødere westcoast-lyd, hvor underskønne og smægtende strygere som sagt spiller en stor stor rolle og I  prangende og prægtige orkestreringer væver silkelagner, som smyger sig om de elskendes kroppe.

Det lyder måske lidt corny, men man må bare sige, at Misty og hans fantastiske producer Jonathan Wilson, med små lidt utraditionelle valg, alligevel formår at gøre musikken interessant. Det er ikke alle, der slipper afsted med at bruge Mariachi-trompeter i rockmusik. Det gør Misty, fordi han hele tiden har tungen i kinden, når han fortæller sine dybtfølte betragtninger om livet i kærlighedens overhalingsbane med Emma.

Som sagt centrerer mange af sangene på albummet om den nyfundne kærlighed. Det gælder fx “When you´re smiling and astride me”, hvor Jonathan Wilsons guitar genlyder af Eric Clapton, når han er bedst og et kor, der tydeligvis trækker inspiration på Pink Floyd. Eller “Nothing Good Ever Happens On Thirsty Crow”, hvor Misty i en fremragende fortalt scene sammenligner de mange kvinder, der byder sig på baren (Thirsty Crow er en whisky bar på Sunset Boulevard i LA, red.) med Emma. Musikken er her igen læsset til af smukke strygere, uhh-kor, men lytter man godt efter kan man høre noget så sjældent som en fagot.

Født til kedsomhed

Det er dog gudskelov ikke alle sangene, der handler om kærligheden. Blikket vendes heldigvis også ud af mod samfundet. Det sker fx i “Odd man out”-nummeret “True Affection”, der er et halvelektronisk nummer med en kitchet trommemaskine, blip-blop-lyde og firser-tammmer i overgangen til omkvæd. Unægteligt lidt primitivt, men nummeret stik imod alle odds fungerer det bare og tekstens budskab om, at teknologien truer det menneskelige nærvær går rent ind. Dette emne synes mere og mere tilstede i kunsten idag, hvor andre store kunstnere som Damon Albarn og St. Vincent også har beskæftiget sig med det.

Allermest samfundskritisk er dog nummeret “Bored in the USA”, som blev lidt af et viralt hit da Misty optrådte med den nu afgåede David Lettermans talkshow. Her kan man roligt sige, at Misty vakte opsigt med sin satiriske tekst og krukkede optræden. Hvem husker ikke, hvordan klaveret spiller videre efter, at Misty rejser sig, eller hvordan en dåselatter bryder ud samtidig med, at han krukket slænger sig på klaveret, som var han Michelle Pfeiffer i The Fabulous Baker Boys og synger de fantastiske linier:

>>They gave me a useless education/And a sub-prime loan on a craftsman home/Keep my prescriptions filled/And now I can´t get off/But I can kind of deal wit being/Bored in the USA/Just a little/Bored in the USA/Save me President Jesus/I´m bored in the USA/How did It happen?

Nummeret er en fremragende satirisk kommentar til vores first world problem, som selvfølgelig er vand i forhold til de problemer Bruce Springsteen skitserede i Born in the USA, som Misty selvfølgelig refererer til i titlen. Der er simpelthen ikke andet at gøre end at løfte på hatten for denne geniale sang. Spørgsmålet er bare, om den bliver forstået i den brede offentlighed, eller om den vil lide samme skæbne som vores egen “Costa del Sol”  af C.V. Jørgensen, som bliver spillet på stadions og i Giro 413, hvor hr. og fru Danmark skråler: >>Mit navn er Günter, men folk herned kalder mit Otto<< uden at fatte, at det er sarkasme i lårtykke stråler, når den idag desværre alt for tavse mester sang “for øjeblikket har vi det herligt her på Costa del Sol”.

Hvorom alting er: Father John Misty er godt på vej til at blive en af rockens helt store personligheder. En kulturbærer. Så mit råd er: vær i god tid ved Avalon-teltet, torsdag d. 2. juli kl. 17, for der vil formentlig være lang kø, og næste gang kan det meget vel være Orange Scene, han indtager.