Den internationale undersøgelse TIMSS 2011 viser, at den negative sociale arv er blevet stærkere i Danmark. Professor Peter Allerup  mener, at lektier i sin nuværende form er en medvirkende årsag. Det kan skolereformen ændre på, siger han

Det var ikke nemt at være skoleeleven Sara Juvonen Knudsen. Dag ud og dag ind sad hun i klassen og kunne ikke følge med i undervisningen. Hun havde det fagligt set meget svært, især var matematik og dansk et stort problem. Lektier fik hun tit for, og det gjorde ondt værre.

”Jeg følte, det var uoverskueligt. Jeg kunne ikke overskue, at gå i gang med de lektier, for jeg vidste, at det var en kamp for mig. Mine forældre kunne heller ikke altid hjælpe mig, for det var jo ikke altid, at de forstod den måde, jeg skulle lære på,” fortæller Sara Juvonen Knudsen.

Hun husker fx hvordan lydstavning skabte store problemer for hendes forældre.

”De kunne jo ikke forstå, at det var måden, vi skulle lære at stave på. Sådan havde de jo ikke lært det.”

Lektierne udløste derfor rigtig mange konflikter, husker Sara Juvonen Knudsen, og i skolen gik det bare dårligere og dårligere for hver eneste dag, der gik.

Lektiers sociale slagside

 

Peter Allerup, professor på Institut for Uddannelse og Pædagogik på Århus Universitet, kender så udmærket til den problemstilling, som Sara Juvonen Knudsen beskriver.

Lektier har en social slagside og kan skabe store problemer for børn, der ikke kan få hjælp hjemme. Disse børn er dårligere stillet i skolen end de børn, der godt kan få hjælp, forklarer han og får opbakning af Lars Qvortrup, professor i Læring og Filosofi fra Aalborg Universitet.

”Den sociale ulighed mellem eleverne slår igennem, når man ser på, hvad det er for en støtte, de får til lektierne. For det siger sig selv, at hjem med forskelligt uddannelsesniveau kan bidrage meget forskelligt til børnenes forberedelse. Det giver store sociale skævheder, hvis det er henlagt til privatsfæren at klare de opgaver.”

I Danske Skoleelever kender de også til problemet. Foreningens formand Vera Rosenbech mener, at lektier skaber en ond cirkel og tilgodeser de elever, der allerede kan, og slår dem i nakken, der ikke kan.

”Lektier er i virkeligheden bedst til elever, der ligger i midten, som kan få deres forældre til at hjælpe. De elever, som er fagligt stærke, de lader bare være med at lave dem, for det behøver de ikke. Og de elever, der er fagligt svage, de kan ikke af sig selv, og deres forældre kan højst sandsynligt heller ikke hjælpe dem. Det, synes vi ikke, er særligt retfærdigt for nogen.”

 

Negativ social arv er stigende

 

”Konsekvensen af lektiers sociale slagside er, at børn fastholdes i en negativ social arv,” forklarer Peter Allerup.

Den negative sociale arv er faktisk meget udtalt i Danmark, og er blevet forstærket de senere år. Det viser TIMSS 2011, en internationale komparativ undersøgelse af 4. klasseelevers kompetencer indenfor matematik og natur/teknik, hvis danske del Peter Allerup er ophavsmand til.

Danmark er blandt de ti lande, som har højest negativ social arv. Til sammenligning ligger Sverige over, mens Finland og Norge ligger under.

Det vil derfor være yderst fornuftigt, at lektielæsning lægges ind i den udvidelse af skoletiden, som Ministeriet for Børn og Undervisnings udspil til skolereform ”Gør en god skole bedre” lægger op til.

”På den måde vil alle børn få mulighed for at få den nødvendige støtte til lektierne,” siger Peter Allerup.

 

Dovne Sara

 

Sara Juvonen Knudsens problemer med lektierne i skolen startede allerede i 2. klasse.

”Jeg havde selvfølgelig en lektiebog, som man som regel har i en skole, men det bildte jeg min lærer ind, at jeg ikke havde. Læreren fik mig så til at skrive lektierne ned på en seddel, som jeg skulle vise mine forældre. Den smed jeg væk, og når jeg kom hjem og viste min lektiebog frem, så stod der jo ingenting.”

Og problemerne blev værre og værre som tiden gik.

”I 5. klasse startede jeg med at pjække fra skole, fordi jeg ikke kunne følge med i skolen. Mine forældre havde meget travlt, så det lykkedes mig ofte bilde dem ind, at jeg havde det dårligt ved at hoste og på den måde blive hjemme fra skole.”

Først i 6. klasse blev Sara Juvonen Knudsens lærere opmærksom hendes faglige problemer. Indtil da fik hun de samme lektier for som alle andre.

”Under en skole/hjem-samtale sagde en af mine lærere direkte til min mor, at jeg ikke lavede mine lektier, fordi jeg var doven, fortæller Sara Juvonen Knudsen med forargelse i stemmen. Det bevirkede, at min mor fik et rigtigt grimt forhold til den lærer.

”Måske har jeg været lidt doven, men jeg har jo ikke haft overskud til at få lavet de lektier, fordi jeg havde svært ved at gå i gang med noget, jeg ikke kunne finde ud af og ikke kunne få hjælp til,” siger Sara Juvonen Knudsen.

På spørgsmålet om hvad hun siger til, at man i den nye skolereform skal lave lektier i skolen, svarer Sara Juvonen Knudsen tørt:

”Det med at lave lektier oppe i skolen, hvor man har en lærer til rådighed, det er nok den bedste idé, jeg har hørt fra Folketinget af.”

 

 

Obligatoriske lektiecafeer

 

Martin D. Munk, professor i sociologi og leder af Center for Mobilitetsforskning på Aalborg Universitet mener også, at det er god god idé, at lektier gøres til en del af skolen.

”Hvis man omdanner lektier til at blive en del af skolen ved at have flere aktivitetstimer og obligatoriske og forpligtende lektiecafeer, så er det en god idé. Den samlede sum af lektier over en hel dag skal man ikke minimere.”

Han advarer om at gøre lektiecafeerne frivillige.

”Hvis man med skolereformen begynder at sige, at vi ingen lektier har for hjemme, samtidig med, at det er et frivilligt tilbud at komme i lektiecafeer, så ender man et galt sted. Det er så sikkert som amen i kirken. Det vil føre til, at nogle ikke kommer, og så får de ikke lært det, de skal,” siger Martin D. Munk og tilføjer, at der en risiko for, at de børn der bliver væk, er de børn, der virkelig har brug for lektiehjælpen.

En anden ting, Martin D. Munk understreger vigtigheden af er, at der skal kvalitet ind i lektiecafeerne.

”Lektiehjælp er ikke bare lektiehjælp, skolerne bliver nødt til at differentiere meget nøjeregnende, så alle elever tilgodeses.”

Han pointerer, at det fx er problematisk, hvis du sætter en lærer, som til daglig underviser børn fra 0.-3. klasse, til at hjælpe elever, der sidder med fysik og matematik i 9. klasse.

Det er Peter Allerup helt enig i, og han frygter et scenarie, hvor de stærke elever sidder og hænger med hovedet, når lærerne nu har taget beslutningen om at koncentrere sig om de svage.

”De skal selvfølgelig udfordres med nye og sværere opgaver, men jeg kunne fx også godt tænke mig, at de dygtige elever kunne bruges til at hjælpe lærerne med at undervise de mindre dygtige elever.”

Det synes Lars Qvortrup er en glimrende idé.

”Det er velkendt fra forskningen, at de dygtige elever får rigtig meget ud af at støtte mindre dygtige elever. Det med at formidle noget til andre, det får du enormt meget ud af selv, og desuden styrkes dine sociale kompetencer.”

Lars Qvortrup pointerer dog, at man selvfølgelig skal passe på, at man laver en differentiering og siger til en fagligt svag elev, at nu skal du bare se, nu får du hjælp af en af de dygtige.

 

Fokus på de fagligt svage

 

Merete Risager fra Liberal Alliance er grundlæggende imod skolereformen og også imod, at lektier gøres til skolens ansvar.

”Man sætter fokus på de ca. 20 %, der er funktionelle analfabeter, når de kommer ud, og siger, at det vil være godt for dem, hvis de kan lave lektier i en lektiecafé ovre i skolen. Det vil sige, at man tilrettelægger sådan set hele skoledagen for et mindretal. Alle skal lave deres lektier i skolen, de skal i hvert fald opholde sig i skolen i længere tid, fordi der er et mindretal, der måske ikke får lavet deres lektier derhjemme. Det synes jeg grundlæggende er forkert,” siger Merete Risager, der mener, at man

i stedet for bør fokusere på mindretallet, som har faglige udfordringer, og løse problemet for dem. Ikke ændre skoledagen for alle.

Troels Ravn fra Socialdemokratiet fortæller, at de i regeringspartierne er meget bevidste om, at det er skolereformens intention om et fagligt løft gælder alle elever.

”Det er da rigtigt, at de 15-17 procent elever, der kommer ud af skolen uden at have tilstræklige kompetencer, færdigheder, viden til at tage en ungdomsuddannelse, betyder meget for os, men det betyder altså også noget for os, at alle elever skal lære mere. Også dem som måske i dag keder sig ind imellem. De skal have en anderledes og spændende skoledag, hvor de også bliver udfordret.

 

Styr på lektielæsningen

 

Det betyder rigtig meget, at skolen får styr på lektielæsningen, for at vi kan komme den negative sociale arv til livs, fortæller Peter Allerup.

”I TIMSS ser vi især, at den negative sociale arv slår ud i naturfag, så det er rigtig vigtigt.”

Også Lars Qvortrup synes, at det er afgørende vigtigt at få styr på lektielæsningen.

”Jeg udtalte mig om det i Kristeligt Dagblad for tre uger siden, og så fik jeg en fin mail fra en mand, som havde været pensioneret lektor i naturfag på Københavns Universitet. Han var stærkt ordblind og skrev, at det, der reddede ham i barndommen var, at han gik på en, på det tidspunkt, usædvanlig skole, som indførte lektiehjælp og lektiecafeer i skolen. Hvis han ikke havde fået det, så havde han siddet som ordblind resten af sit liv og havde aldrig nogensinde haft muligheden for at komme i gang med en akademisk karriere. Så han var stærkt begejstret for det her. Så alene på den måde, bare ud fra det eksempel, vil jeg sige, at det er utroligt vigtigt,” siger Lars Qvortrup.

 

I dag går Sara Juvonen Knudsen på Social-og Sundhedskolen i Herning. Hun fortæller, at hun stadig har problemer med at få lavet sine lektier og stadig har svært ved at følge med. Måske kunne det have være anderledes, hvis hun havde gået på en skole, som den, den pensionerede lektor fra Københavns Universitet gik på.