BAGGRUND: Nutidens musikere forholder sig mindre og mindre til samfundet. Det er problematisk, for samfundet har brug for kunstnere, der også tager politisk stilling, mener forskere

For ikke så længe siden kom musiker og journalist Henrik Strube cyklende forbi Vor Frue Kirke i det indre København, hvor en militær begravelse fandt sted.

”Jeg kunne se en ung kvinde med et barn på armen stå og kigge på, mens en kiste blev båret ud af kirken,” fortæller han og tilføjer, at det fik ham til at tænke på, at der, selv om krigen er kommet utroligt tæt på, kun er ganske få sangskrivere, der tager et emne som krig op i en sang.

I slutningen af 60´erne og 70´erne, hvor han var en del af kunstnerkollektivet Røde Mor, tog de langt mere stilling.

”Vi skrev blandt andet sangen ’Lille Johnnys mund’, der handler om en amerikansk soldat, der vender hjem fra Vietnamkrigen i en kiste og bliver modtaget af sin mor i lufthavnen,” fortæller Henrik Strube.

”I dag er det ikke i eller anden amerikansk lufthavn, at en mor modtager sin søn i en kiste. I dag er det være Kastrup Lufthavn, og alligevel forholder stort set ingen sangskrivere sig til det.”

Det forstår han ikke, for der er masser af ting, som sangskriverne kunne skrive om.

”Mange af de spørgsmål, vi tog op i sangene i 70´erne er stadig relevante. Jeg tænker fx på økologi, bæredygtighed, forurening og atomkraft. I 70´erne lukkede de jo ikke atomkraftværker i Japan ned,” siger Henrik Strube med indignation i stemmen.

”Det ikke kan passe, at det er en halvgammel rocksanger som ham, der skal gøre det.”

Henrik Marstal, der er musiker, musikdebatør og til daglig arbejder som adjunkt på Rytmisk Musikkonservatorium i København mener også, at der skrives færre sange med politisk indhold i dag.

”Der findes selvfølgelig stadig sangskrivere, der skriver politiske sange, men jeg synes, at jeg ser en tendens til, at det politiske og sociale engagement er på vej ud af sangene,” siger Henrik Marstal.

”I dag handler langt de fleste af sangene om sangskriverens personlige udvikling, spændinger, tanker, drømme og længsler. Det er vigtigt, at musikken forholder til verden omkring os og angår et fællesskab,” mener Henrik Marstal.

”Samfundet har brug for at kunstnere, der stiller spørgsmål, så vi kan bevare og udvikle et mangfoldigt demokrati.”

”Den nødvendige politik”

Det er Henrik Kaare Nielsen, dr. phil og professor ved Institut for Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet enig i.

”Jeg frygter, at musikkens afpolitisering medfører et fald i vores kultur med hensyn til kritisk eftertanke, og at det i sidste ende går ud over demokratiet,” siger Henrik Kaare Nielsen.

Der er flere årsager til, at det politiske aspekt ikke er så stærkt tilstede i musikken i dag som tidligere.

”Først og fremmest har det noget at gøre med det politiskes generelle status i samfundet. Vi har i en længere periode været inde i en udvikling, som har teknokratiseret politikken,” siger Henrik Kaare Nielsen.

Det kan man se i dokumentarprogrammer og nyhedsudsendelser, hvor man i tiltagende grad taler om, at der ikke er noget alternativer til den politik, der føres. Ingen sætter eksempelvis spørgsmåltegn ved om økonomisk vækst.

”De kalder det ’den nødvendige politik’,” siger Henrik Kaare Nielsen og forklarer, at der blandt beslutningstagere og i tænketanke har sat sig en konsensus igennem, der hedder, at skal vi have et samfund som vores til at fungere, er der nogle bestemte ting, vi er nødt til at gøre.

”Man kunne godt gøre nogle ting anderledes, men det ville muligvis betyde, at dele af samfundsøkonomien ville klare sig dårligere,” siger Henrik Kaare Nielsen.

I dag er staten ansvarlig for at sikre det nationale erhvervslivs konkurrenceevne. Tidligere var det meget mere omdiskuteret, om erhvervslivet skulle have lov til at diktere, hvad der skulle foregå i resten af samfundet, eller om der var andre behov i samfundet, der var ligeså vigtige som erhvervslivets.

”Det var sådan man politiserede i 70´erne, hvor protestsangene var på deres højeste, og det er langt sværere at komme igennem med i dag,” siger Henrik Kaare Nielsen.

Individualisering

”Den anden væsentlige årsag til fraværet af politisk musik i dag er, at vi lever i en stærkt individualiseret tidsalder,” siger Henrik Kaare Nielsen og forklarer, at individualiseringen har ændret form gennem tiden. Protestsangene blev paradoksalt skabt i kampen for individualisering, og er nu fraværende af samme grund.

Individualiseringen startede helt tilbage i slutning af 1700-tallet i oplysningstiden, hvor det enkelte individs ansvar og myndiggørelse blev sat på dagsordenen, forklarer Henrik Kaare Nielsen og tilføjer, at det dengang kun gjalt priviligerede mennesker. I 60´erne, hvor der blev spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud, begyndte resten af samfundet at komme med.

”Ungdommen kæmpede imod reaktionære forældre, reaktionære lærere og reaktionære politikere i et samfund med store modsætninger,” siger Henrik Kaare Nielsen og konstaterer, at kampen for individualisering foregik på fællesskabets præmisser.

”I dag er de politiske modsætninger langt mindre, kulturbilledet er blevet meget mere pluralistisk – det er blevet meget mere fladt, hvor man tidligere opererede med et hierarki, som de unge kunne løbe stormløb imod.” siger Henrik Kaare Nielsen.

Det har medført at individualiseringen har taget en anden form, og i dag foregår på markedets præmisser.

”Der ligger selvfølgelig en bred vifte af muligheder i dag, men groft sagt kan man dele den op i to mulige udviklinger. Den ene er, at vi bliver til kræsne forbrugere. Og den anden mulighed er, at vi bliver engagerede samfundsborgere,” siger Henrik Kaare Nielsen, der mener, at den manglende politiske bevidsthed i musikken er et tydeligt tegn på, at forbrugerne vinder frem.

”Det kommer blandt andet til udtryk, når musik reduceres til underholdning i realityprogrammer som X Factor,” fortæller Henrik Kaare Nielsen og tilføjer at det er tydeligt, at Danmarks Radio under pres fra kommercielle medier.

Kreativ ytringsfrihed

Christian Have, kulturdebattør og kreativ direktør i Have Kommunikation er enig i, at realityprogrammerne reducerer musik til underholdning, og at det har konsekvenser for udviklingen af et mangfoldigt demokrati. Han har netop udgivet bogen ”Ansvar eller anarki”  og kalder det et gryende kulturtab.

”De unge kan stiller op i X Factor og ønsker at blive berømt på tre minutter. Det er den illusion, man sælger,” siger Christian Have og tilføjer, at resultatet bliver, at musikken bliver ren underholdning, som ligeså godt kan afløses af noget andet.

”Hvis kunst og kultur bliver et markedsøkonomisk redskab, og ikke længere sætter spørgsmålstegn og udråbstegn, så mister den sin legitimitet,” der mener, at kunsten og kulturen er en forudsætning for et demokratisk samfund med udsyn, kreativitet og innovation.

Vi skal skabe nogle platforme og rammer, der gør, at kunstnerne kan udfolde sig langt bedre og også mere frit,” siger Christian Have, der mener, at vi er nødt til ikke blot at tale om ytringsfrihed, men også, det han kalder, kunstnerisk frihed.

”Hver gang der er nogen der laver en dokumentarfilm om soldaternes arbejde i Afghanistan, og de har fået offentlige penge til det, så er der visse dele af Christiansborg, der med det samme reagerer og siger, at der ikke gives støtte.

Råb ikke solidaritet i baren

”Allan Olsen sagde engang: ’Hvis du vil være sikker på ikke at få noget fisse, så stiller du dig op i baren og råber solidaritet,’” siger Henrik Strube og griner.

”Det sprog vi brugte dengang i 70´erne jo vil lyde fuldstændigt mærkeligt i dag. Jeg kan huske, at jeg var sammenspilslærer i noget, der hed Marxistisk Oplysningsforbund,” siger han og forklarer at ord som kapital og klassekamp var en selvfølgelig del af deres ordforråd.

”I dag kan man ikke skrive sange på den måde, det er der ingen, der gider høre på,” siger Henrik Strube.

Henrik Marstal er enig.

”70´ernes protestsangkultur overordnet var ekstremt sort/hvid og konfrontatorisk. Der var ingen poesi i teksterne, og gode melodier var en mangelvare. Man gav køb på alt, det handlede bare om at tage en guitar, og så råbe en tekst ud.”

De politiske sange fra 70´erne er de mest paroleagtige i Danmark nogensinde, og har skadet eftertidens opfattelse af politisk musik, mener Henrik Marstal

”Berøringsangsten er stor – det er helt klart. Det er som om det ligger i vores DNA, at man skal være ekstra forsigtig, når man laver politisk musik”.

Det kan lade sig gøre

Men det kan sagtens lade sig gøre, mener Henrik Strube, der i årene efter Røde Mor blandt andet har udsendt en række soloplader.

”Det handler blandt andet om at bruge et sprog, der har tilstrækkelig poetisk gennemslagskraft til, at kunne bære et politisk budskab,” siger han.

Han kalder sig ikke politisk sanger med stort P, men har dog skrevet og skriver stadig sange med politisk indhold. Hans største hit, ”Hold om mig” fra 1983, er faktisk en politisk sang, og handler om Den kolde krig.

”Den bliver stadig, 30 år efter den er skrevet, spillet gennemsnitligt en gang om dagen i radioen,” fortæller Henrik Strube.

Sangskriveren Tobias Trier, der til daglig underviser i sangskrivning på Rytmisk Musikkonservatorium i København forstår godt, hvorfor lige netop ”Hold om mig” er så populær.

”Det, der gør den sang så god er, at den knytter an til det personlige – behovet for menneskelig nærhed. Den gør altså det politiske til en menneskelig historie, og derfor bliver lytterne ramt, når de hører den,” siger Tobias Trier.

Men han ved af egen erfaring, og ved at snakke med andre sangskrivere, at det er rigtig svært at slippe godt af sted med at skrive politiske sange.

”En politisk sang er nærmest umulig at sælge til et publikum, hvis den er for direkte,” siger han, men medgiver, at der nogle få undtagelser.

Natasjas dancehallmnummer ”Gi mig Danmark tilbage” er en undtagelse, mener han.

”Det er jo en meget direkte sang, hvor hun går direkte ud og kritiserer Pia Kjærsgaard, men den ramte noget i tiden og har et fantastisk drive. Og så havde hun en enorm karisma og frækhed.”

Man kan sige, tingene ligeud

”Natasja har haft en enorm betydning,” fortæller dancehallmusikeren Raske Penge, der lyder det borgerlige navn Rasmus Nielsen.

Han fortæller, at der i dancehall er tradition for politiske tekster, fordi dancehall er underklassens musik på Jamaica.

”Der er ingen tvivl om, at Natasja nærmest alene gjorde det muligt at synge en politisk tekst, uden at skulle pakke det ind i alle mulige metaforer,” siger han.

Det er de mange i miljøet, der har nydt godt af, og dancehall-scenen er blevet politisk, Raske Penge har selv haft flere store hits med politiske tekster i radioen.

”Måske vil det politiske vende tilbage til rocken igen,” siger Henrik Marstal og tilføjer, at det kræver, at der er nogen, der går foran og viser vejen – som Natasja gjorde det i dancehall.

Eksamensopgave fra juni 2013. Kan læses layoutet her: https://issuu.com/steenfabrinmichelsen/docs/frank_-_danmarks___rligste_musikmag.