ANMELDELSE: “Det, at fortolke andres sange, er for mig en lige så vigtig og gyldig del af det at lave musik som selv at skrive,”udtaler Nikolaj Nørlund i pressematertialet til Turisten, der er dansk musik indie-aristokrats nye EP med fortolkninger af danske sange.

Man kunne ligeså godt spørge: Har paven en sjov hat? Eller som andre siger: Har paven stiv pik? Det er kort sagt åbenlyst og bedst personificeret ved, at The King of Rock´n´roll Elvis Presley ikke skrev en eneste af de mere end 600 sange, han indspillede. Hans betydning vil ingen ved deres fulde fem vist undervurdere. Stemmen og den kararakteristiske sceneoptræden med de vrikkende hofter, karismaen med den flamboyante livsstil skabte jo grobund for den musikkultur, vi kender i dag. John Lennon har således udtalt: ”…. før Elvis var der ingenting, og hvis der ikke havde været en Elvis, ville der heller ikke være noget Beatles!”

Så selvfølgelig har det at synge andres sange lige så meget vægt som selv at skrive. Jeg tror dog godt, jeg forstår, hvorfor Nørlund siger det. Det hænger formentlig sammen med begrebet autencitet, der jævnligt kommer op til overfladen – især i den del af musikbranchen, der kaldes indie. Her møder man således ofte mennesker, der mener, at en kunstner ikke er ærlig og ægte, hvis han eller hun ikke selv skriver egne sange (som i øvrigt ofte helst skal være selvbiografiske!), og opfører sig i overensstemmelse med det, der synges om.

Det var sagen med Lana Del Rey et godt eksempel på. Hun blev udsat for en sand shitstorm, fordi hun blev mistænkt for at være udtænkt af et smart pladeselskab. Især da det kom frem, at hun havde fået opereret sin overlæbe, var fanden løs. Mange mente således, at hun overtrådte modus operandi for en indie-kunstner, og en sand horde af selvhøjtidelige hipstere var således på nakken af den stakkels pige. Efter min mening var den sag ærligt talt dybt latterlig og ubehagelig. Den biografiske læsning af hendes værk tog ganske enkelt overhånd, og skyggede for musikken, som jo var ganske fed. Heldigvis overlevede hun smædekampagnen, og er i dag still going strong.

Det er heller ikke første gang, at Nørlund kaster sig ud i at fortolke andres sange. Turisten er således en efterfølger til Kom med et bud fra 2011, der ligeledes var en EP.  Dengang var det seks numre fra den obskure afdeling af den nationale sangskat, han fortolkede på alene på akustisk guitar. På tracklisten var blandt andet Otto Brandenborgs evergreen “To lys på et bord” og dansktopklassikeren “Smilende Susi” sunget af Birgit Lystager efter Volmer Sørensens fordanskning af “Pretty Belinda” af Chris Andrews at finde.

Denne gang nøjes han dog med tre sange og endnu engang viser han en udsøgt evne til at plukke nogle af de mest særegne arter fra den nationalpark af underskønne sange. Det er sange, der i lang tid har stået i skyggen, men nu plantes om, så solen igen rammer deres blade.  Det drejer sig om “Den sidste turist i Europa” sunget af Lulu Ziegler første gang i 1948, “Det blonde danske smil” fra C.V. Jørgensens kanoniserede plade Tidens tern fra 1980 og “Lil´ Johnnys smil” fra 1970 af kunstnerkollektivet Røde Mor.

Han slipper forholdvis godt fra alle tre sange. Bedst synes jeg om hans fortolkning af Lulu Zieglers nummer, som er en vise, der handler om at gense et sønderbombet Europa efter 2. verdenskrig. Sangen har på sin vis et skær af aktualitet over sig i en tid, hvor terror, flygtningestrømme og den intern uro i form af Brexit truer det europæiske projekt kaldet EU og passer som fod i hose til Nørlund, som der uden tvivl er gået en visesanger tabt i. Hans affekterede og lettere distancerede vokal har noget arkaisk over sig egner sig rigtig godt til visekunstens krukkede og aristokratiske stil.

Også C.V. Jørgensens “Det blonde danske smil” slipper han forholdvis hæderligt fra. Mange har i tidens løb prøvet på at fortolke den underspillede, men sylespidse og til tider ætsende onde samfundsrevser fra Birkerød, men ganske få har haft held med det. Jeg kan kun komme på Sort Sols fortolkning af “Indian Sommer”, der helt lever op til mesterens tårnhøje niveau. Nørlunds nasale klang i stemme kan dog minde om C.V.´s, og derfor er han da et af de mest oplagte bud på en der kan den danske scene. Eneste problem er, at det altså ikke lyder helt overbevisende, når Nørlund synger politiske tekster. Måske er det, fordi han jo heller aldrig selv har haft skyggen af noget politisk i sin egen sangskrivning.

“Det blonde danske smil” er nemlig en af C.V. Jørgensens meget politiske sange, og man kan vel egentlig kalde den en ukendt slægtning til “Costa del Sol”. Den har således holdt sig i skyggen under en parasol, mens den mere kendte landeplage har først sig frem ved poolkanten på luksushotel Giro 413. Sangen handler om, at vi danske er selvtilstrækkelige og bekvemmelige. Først vers er helt klassisk C.V. fra den periode og lyder således: »Det gode danske humør/er lige vendt tilbage fra de Kanariske Øer/med en kuffert fuld af billige grin blandt andet/det smukke danske smil/blev praktiseret i den letkøbte stil/højt over jorden & endnu før maskinen var landet/ja livet er den smalleste sag/vi ka’ hva’ vi vil men gør det kun i ro & mag/for i morgen er der atter en dag«.

Hvad Nørlund mangler i vokalen opvejes til gengæld af musikken, som meget rammende kaldes “en slags flosset elektrisk kammermusik” i pressematerialet, og er frembragt i samarbejde med guitaristen Jeppe Brix (Trentemøller (live) og keyboardentusiasten Adi Zukanovic (Bisse, Irah, Den Magnetiske Ørn, Oh Land (live), Frisk Frugt). Den er jo langt, langt federe end Billy Cross´ gumpetunge røvballerock, som jo sågar er akkrediteret som co-writer på mange af sangene på Tidens Tern. Det overgår ganske enkelt min forstand, hvordan han fik det igennem, og efter sigende er det da også en af  årsagerne til det fjendskab, der eksisterer den dag mellem ham og C.V. Et andet er, at C.V. lagde kraftig afstand sounden på pladen, der jo gjorde ham til den nationalskjald, han så inderligt ikke ønsker at være. Som han fortæller i filmen Skygger af magi fra 1994, fik han fortalt branchen, hvem han var og hvad han stod for.

Det sidste nummer, som er kunstnerkollektivet Røde Mors protestsang om Vietnamkrigen er fra perioden i 70´erne, hvor holdningerne sad løst og parolerne fløj hen over bordene. “Lil´Johnnys mund” er dog heldigvis ikke en af de mest dogmatiske, og kan derfor stadig spilles uden, at man trækker overbærende på smilebåndet. Det er før blevet fremragende fortolket af Spids Nøgenhat i en version, der med fuld damp under de psykadeliske kedler vækker mindelser om The Doors “The End”, som atter får mig til at tænke på krigsfilmen Apocalypse Now. Nørlunds version bliver altså en smule fesen i sammenligningen med denne. Stemningen i hans fortolkning leder nærmere mine tanker hen på sol, sommer og glade dage på stranden.  I min verden passer tekst og musik derfor ikke sammen.

Alt i alt er det dog en vældig fin lille EP, som Nørlund og hans to fremragende musikere har lavet. Kommer der en vol. 3 med fortolkninger af danske sange af Nørlund, kan han dog passende tage næste skridt med fuldt orkester. På den måde kan han gå Lars HUG´s klassiske album Kopy i bedene. Det vil fryde en nostalgisk sjæl som undertegnende.