Feature: 70 ́ernes protestsange var præget af politisk agitation. I dag har sangskrivere har en anden opfattelse af, hvordan en protestsang skal skrues sammen. Den må gerne være personlig og humoristisk, men må ikke forsøge at tvinge politiske budskaber ned over publikum, fortæller sangskriverne på Copenhagen Songwriters Festival

Det er en lun sensommeraften på Halmtorvet på Vesterbro i København. Frivillige er ved at åbne den store tunge gitterport til Onkel Dannys Plads i den brune kødby på Vesterbro, hvor Copenhagen Songwriters Festival finder sted. Der er ingen fare for skubben og masen, som når publikum vælter hegnet som ved åbningen af Roskilde Festivalen. De få mennesker der er ankommet går stille og roligt ind på den pladsen, der er opkaldt efter den afdøde flanør, Dan Turéll, der i mange år boede på Vesterbro. Gennemsnitsalderen er da også lidt højere end på Roskilde Festivalen, men nogle af publikummerne har dog bevaret ungdommens rebelskhed. En fyr har i bedste Axl Rose-stil bundet et rødt tørklæde om panden, og med begge arme er tatoveret, ser det egentlig ud som om han mere er til rasende elektriske guitarriffs end følsomt akustisk fingerspil. En anden fyr har et rundt hoved og skaldet isse og med langt hår i siden, ser det ud som om han har trukket en klovnehætte over hovedet. Han har i dagens anledning taget røde gamacher med gule blomster på, og nu hvor han er kommet ind på pladsen, er han begyndt at danse omkring sig selv. En pige bemærker tørt, at ”det ligner når ballet og riverdance møder dårlig stil, men, hey, han har det sjovt, og det er det vigtigste.” Langsomt kommer flere til. Det lader til, at mange kender hinanden. Som var vi til gammel elevfest på en højskole; der krammes og snakken går livligt. En mand, omkring 50 år gammel, klædt i hvid t- shirt og hvid kasket med festivalen logo på, er i centrum for manges opmærksomhed. Det er Brett Perkins, den herboende amerikaner, der i 2009 grundlagde festivalen. Han er om nogen ildsjælen i det danske sangskrivermiljø. Om søndagen står han for den åbne sangskriverscene i Råhuset ved Onkel Dannys Plads. og denne scene er en af de fire scener på Copenhagen Songwriters Festival og kaldes Feature. De tre andre er den store hovedscene på pladsen, Main Stage, og de sidste to er i Beboerhuset og

Forsamlingshuset, der begge ligger op af Onkel Dannys Plads.
På spørgsmålet om han kan anbefale nogle protestsangere, svarer han, at det er svært at komme på nogen på stående fod. Der ikke er andet at gøre end at gå på jagt.
Det viser sig også at være svært at finde politiske sange på den første dag. Det bliver over midnat og dagens sidste sangskriver går på scenen i Råhuset. Han er lille, spinkel og har et storviltert hår og store briller. Med jazzet guitarspil spiller åbner han med nummeret ”En naturvidenskabelig romance,” som slynger om sig med naturvidenskabelige begreber, og som han står der i sin nålestribede skjorte, sorte bukser og spidse sko ligner han da også mere en forsker fra Niels Bohrs Institutet end den musiker, han er. Hans navn er Kasper Bai.

Ammitzbøl og Samuelsen er fans

De få tilbageværende tilskuere klapper begejstret og Kasper Bai bukker teatralsk. Han drejer lidt på stemmeskruerne og siger: ”Vidste I godt, at jeg har fået to nye fans?” Han smiler skælmsk og stemmer lidt videre.

”De hedder Simon Emil Ammitzbøl og Anders Samuelsen. De kan

godt lide min sang ’Frihed,’ men jeg er nu ikke helt sikker på, at de

forstået den.”

Han slår nu guitaren an til en langsom blues i valsetakt og starter med at synge på sin karakteriske snakkefacon.
>>Sidder og glor søndag eftermiddag/Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil/Hvad skal jeg dog finde på/At bruge tiden til/Jeg ku ́ tegne en profet/Og se om nogen vil protestere/Og hvis de gør ku ́jeg sige/Det er dem, der ikke har forstået/Hvordan demokrati fungerer/For jeg bor i et land/Hvor jeg må sige lige hvad jeg vil/Men jeg må selv finde ud af/Hvad jeg vil bruge den frihed til,<< Nu ændrer han rytmen og går ned i dynamik på guitaren, så nummeret får cirkuspræg.

Der er en stille eftertænksomhed i det halvtomme lokale. En klapsalve kæmper med stilheden, før han går i gang med andet vers. Her foreslår han i stedet for at tegne en profet, at han kan benægte holocaust. Det mener han dog er for urealistisk og synger i næste linie:

>>Det er ok, jeg hader alle dem, jeg ikke kan forstå/men det er ikke ok, du kalder mig rascistisk.<<
Ved nummerets slutning trænger klapsalverne stilheden op i et hjørne, og den lille ordjonglør og guitartroldmand bukker igen ærbødigt og smiler.

Hold nu kæft!

Kasper Bai spiller yderligere fem numre i løbet af sættet. Der bliver

også plads til nummeret ”Hvor peberet gror,” som handler om

pointsystemet for udlændinge, og til slut får vi nummeret ”Hold nu

kæft” som er fortællingen om Bjarne, der først kommer til at sige de

famøse ord til sin kone og bliver skilt. Så kommer han til at sige det samme til sin chef, og bliver fyret. Derefter falder han lidt til ro, finder en ny kæreste, men pludselig en dag, er der en politiker, der på TV

siger, at ”de burkaklædte bandelømler breder sig som kræft.” Så mister Bjarne besindelsen og råber igen: ”Hold nu kæft”.
Kasper Bai står nu ude på scenekanten.”Hold nu kæft,” råber han og gentager det, råber højere, fægter med armene, griner, skærer ansigter og opfordrer publikum til at råbe med. Publikum gør som

han siger, hele Råhuset genlyder af ”Hold nu kæft,” ”Hold nu kæft,” ”Hold nu kæft,” indtil Kasper Bai træder ned fra sceneni Råhuset, hvor bifald får hjælp af latter og nu helt har slået stilheden ud og triumferende larmer.

Historien er det vigtigste

”Jeg synes, det er mest interessant ikke at sige tingene direkte,” fortæller Kasper Bai efter koncerten og mener, at især humor er et stærkt virkemiddel, der kan bruges til at få sagt alt muligt.

”Jeg bruger det især i de sange, hvor jeg har et vigtigt emne, jeg vil sige noget om.”

Han har det svært med 70 ́ernes paroleagtige protestsange, hvor man, som han siger, bare kunne stille sig op, spille tre akkorder og råbe sit budskab ud. Han krummer tit tæer, når han oplever en

sangskriver, der siger tingene ligeud.
”Selv om sangen handler om noget, må man godt gøre sig umage. Der kan godt være en tendens til, at det at komme ud med sit budskab bliver vigtigere en æstetikken,” siger Kasper Bai og slår fast, at han ikke politiker og aldrig bliver det. Han er interesseret i at

fortælle en historie. Den behøver ikke at handle om noget personligt, bare den skaber en oplevelse for lytterne, som de selv må fortolke. ”Der skal bare være noget spændende at gøre grin med.”

Folk gider ikke høre politiske sange

”Folk gider ikke høre politiske sange i dag, og jeg er derfor holdt op med at skrive og spille den slags sange” siger Tobias Trier, hvis far, Troels Trier, og mor, Dea Trier Mørch, var politisk aktive i 70 ́erne i

kunstnerkollektivet Røde Mor.

”Vi siger til hinanden, at det kunne være fedt hvis der blev skrevet noget mere politisk musik, men sandheden er, at vi ikke gider at høre på det, når vi det kommer,” siger Tobias Trier.
”Jeg tror, det er fordi, vi har dårlig samvittighed over ikke at være mere engagerede i nogle politiske partier.”

Han har netop afsluttet sin koncert på Main Stage på den smukke fredag aften, hvor månemanden holder fri og mørket ligger tæt over den lille plads. Tobias Trier tiltrak et publikum, som ellers ikke normalt ville være at finde på en sangskriverfestival. De strømmede inden koncerten gennem gitterporten til pladsen, og søgte som

natsværmere mod lyset fra Main Stage. En flok piger i stilletter foran

scenen i højre side dansede lystigt til de iørefaldende sange ”Kaffe og giffel”, ”Bag de blå persienner”, ”Trine” mfl. Spillet af et yderst velspillende band.
”Jeg har i hvert fald ikke haft held til at vinde publikum med politiske

sange,” siger Tobias Trier og fortæller hvordan han blev upopulær engang han var i Go ́morgen Danmark, og ville optræde med sin politiske sang ”Deres Excellence,” som kritiserer medicinalindustrien. ”Den var for skrap, og de klagede til mit pladeselskab.”

Helt afvise politiske sange vil Tobias Trier dog ikke.

”Politisk musik fungerer bedst, når det formår at knytte sig til noget

personligt. Når kunstneren formår at forbinde noget samfundsmæssigt med noget personligt,” siger Tobias Trier og forklarer, at det er sådan noget den store cubanske 70 ́er-troubadour Silvio Rodriguez kan.

”Han gør det politiske til en menneskelig historie,” siger Tobias Trier og tilføjer:

Men det er altså svært. Det er rigtig svært.”
Derfor har han indset, at det ikke er på det felt hans styrke som sangskriver ligger.

”Men jeg spiller gerne ved demonstrationer, og tager gerne politiske emner mellem numrene. Altså sådan stand-up-agtigt,” forklarer han.

Skønhedsidealer til debat

Lørdag aften sidder den lyshårede sangskriver Amalie Riis flankeret af sine to medmusikanter guitaristen Benjamin Aggerbæk og korsangerinden Helle Hansen på scenen. Efter tre engelske og tre danske sange, er de ved vejs ende.

”Aftenens sidste sang er en protestsang,” siger hun og virker

overrasket over at tage ordene i sin mund. Hun kigger over på Helle

Hansen, der smiler lidt genert, og forklarer, at de har skrevet sangen sammen.
>>Nynne/sig mig, hvor skal jeg begynde/Dine arme er så tynde/Du er næsten blevet væk/Franka/Hvad er du nu blevet så slank af/Du tør

godt at gå i tanga/For nu synes du, du er fræk/<<
Taget på Råhuset er nærmest ved at løfte sig af latter. De to piger smiler bredt til hinanden og fortsætter:
>>Men hvorfor var du ikke dejlig før?/Du ku ́ha ́gjort alt det, du gør/Dengang du var større<<

Sangen udløser et enormt bifald, og er en perfekt afslutning på koncerten for Amalie Riis, der i koncertens sidste fire numre har publikum i sin hule hånd.
”De gange vi har spillet sangen, har vi fået fantastisk respons. Der må være et eller andet i den, som de fleste kan forholde sig til. Enten at være den, der synger til en veninde, eller at være veninden,” siger Amalie Riis.

Hun fortæller, at sangen blev skrevet på en sangskrivercamp, hvor de sammen to og to havde fået til opgave at skrive en protestsang.

”Helle og jeg er begge kvinder, der har lidt til gården og gaden. På

det tidspunkt gik det mig på, at jeg havde taget 10 kilo på. Det var

derfor mig, der sagde, at jeg lyst til at skrive om det emne,” forklarer Amalie Riis og understreger, at det for hende var vigtigt, at protestsangen skulle handle om noget personligt, og gerne måtte være humoristisk.

”Hvis jeg hører en eller anden stå og synge en protestsang i en alvorlig og selvhøjtidelig tone, som nogle gjorde i 60 ́erne og 70 ́erne, så går jeg. Det gider jeg ikke at høre på,” forklarer hun.

En protestsang kan hurtigt virke bedrevidende. Som om den, der står og synger, har sandheden og nu skal forklare lytterne den.

”Hvis man derimod kan få folk til at grine – måske ovenikøbet grine af sig selv, hvilket man jo netop ofte gør ved, at man gør grin med sig selv på en kærlig måde, så bliver deres hjerte åbnet op. Og i den åbning, kan man kaste et budskab ind,” siger Amalie Riis.

Fire dages festival er slut. De politiske sange er der, men man skal

lede efter dem, for de kommer altid i forklædning.