Reportage: Den 1. juni er det 50 år siden “Hip” med Steppeulvene udkom, og blev den første dansksprogede LP. Mange mener, at dansk rock herefter aldrig har været det samme, og pladen er derfor blandt andet blevet kaldt for dansk rocks svar på Jellingestenen eller et stunde null for rocken i Danmark.

Fredag blev jubilæet fejret med en temaaften med foredrag om den afdøde tekstforfatter og forsanger Eik Skaløe, og koncerter og interviews med kunstnere, der vedkender sig inspirationen fra albummet. Det foregik på nye museum i Roskilde for pop, rock og ungdomskultur, Ragnarock. Jeg var med.

1. juni 1967 er en ganske særlig dato i musikhistorien – i udlandet såvel som i Danmark. I England udgav The Beatles deres legendariske konceptalbum “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, hvor de fire Merseyside-drenge med deres nyskabende sange blandt andet satte nye stadarter for, hvad man kunne udrette lydmæssigt i studiet, hvor de brugte mere end 700 timer sammen med produceren George Martin. Albummet blev da også en øjeblikkelig kommerciel og kunstnerisk anerkendt succes med 27 uger på toppen af hitlisten i Storbrittannien og 15 uger i USA.

Skaløe og Møller

Også i Danmark blev der udgivet et skelsættende album den 1. juni 1967 – det fandt man bare først ud af mange år senere. En ung hippie med digterambitioner ved navn Eik Skaløe havde fundet sammen med den mere etablerede singer/songwriter, Stig Møller, der blev kaldt “Danmarks Donnovan”, om at skabe ny musik. Møller havde tidligere blandt andet arbejdet med at indspille udenlandske sange, der var oversat til dansk af sangtekstforfatteren Thøger Olesen, men havde mere end svært ved at stå inde for dem. Derfor var mødet med poeten Eik Skaløe og hans syrede og fabulerende tekster noget af en åbenbaring.

De to skabte sammen syv af de otte sange (melodien til pladens syvende nummer “Kvinde kom ud” skrev Steppeulvenes nu afdøde bassist Søren Sejrup), der kom med på “Hip” og blev indspillet i Bent Fabricius Bjerres pladeselskab Metronomes studie i løbet af bare tre dage. Der blev eftersigende røget en del sjov tobak i studiet, så luften var så tyk af røg, at man kunne skære i den. Samtidig tog Skaløe, bassisten Sejrup og trommeslageren Preben Devantier vist også det, der var lidt hårdere. Møller nøjedes med at ryge. Det forklarer måske, at der på albummet var “bøffer nok til en mindre slagterbutik”, som Ekstra Bladets mangeårige journalist Henrik Queitsch sagde i talen til bandet, da de i 2015 fik pionerprisen til musikkritikernes awardshow, som bandet som bekendt selv har lagt navn til.

Ingen succes

Skaløe havde ikke selv den store tiltro til albummet. Som Jan Poulsen, musikjournalist og forfatter til biografien “Eik Skaløe – Steppeulv og Spejder”, fortalte i aftenens foredrag, så var Skaløes kommentar til sin mor, da han kom hjem fra studiet, at han “forresten lige havde indspillet en plade”. Skaløe var i virkeligheden mere interesseret i at være forfatter end musiker, og albummet blev i modsætning til “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” bestemt heller ikke nogen succes, da det kom ud. Nogle få rockanmeldere skrev om den, blandt andet Carsten Grolin fra Ekstra Bladet, som kendte Skaløe fra andre sammenhænge, men ellers blev den stort set ignoreret. Den blev blandt andet først anmeldt et år efter udgivelsen i Dagbladet Information, fortalte Jan Poulsen, og salgsmæssigt tog det næsten to år at sælge førsteoplaget på 700 eksemplarer. Først i 1988, 21 år efter udgivelsen, var pladen solgt i 25.000 eksemplarer, hvilket udløste en sølvplade på daværende tidspunkt.

Historien om “Hip” er med andre ord, at det først er senere, at man  blev opmærksom på, at pladen var noget særligt og måske ligefrem epokegørende, selv om det er store ord at kalde albummet dansk rocks svar på Jellingestenen eller stunde null. Den er jo fx ikke at finde på populærmusikkens kulturkanon. Ingen vil dog benægte, at albummet er langtids-

holdbart og stadig relevant. Arven fra Skaløe og hans kobbel kan høres i meget af musikken fra nutidens kunstnere. Tre af dem – David Blomqvist, Lorenzo Woodrose og Ida Gard – havde taget turen til Ragnarock for at blive interviewet af musikjournalist Per Wium, om, hvordan de er blevet inspireret af “Hip”.

Den yngre generation

David Blomqvist, der – udover at være bassist i Spillemændene, Hymns from Nineweh og Mechanical Bird – har udgivet to albums i eget navn, har ligefrem brugt poesi skrevet af Skaløe i hans dagbøger, digtet videre på det og skrevet musik til det på hans første plade, der har titlen “Paradisets Børn”. Han betegnede sig selv som en tidligere basnørd, der havde fået øjnene op for de skramlede kvaliteter i Steppeulvenes utryk, og samtidig selvfølgelig var begejstret for lyrikken, som han sagde var genial. Han nævnte linien: “lad mig sejle i dine øjnes oceaner” som eksempel.  Han spillede også et par af sine sange, som bestemt er værd at tjekke ud. Virkelig fed stil, meget nøgtern, og så spiller han altså en ond plekterbas.

Anden mand hos Wium var Lorenzo Woodrose, der jo hedder Uffe Lorenzen ifølge dåbsattesten, og er kendt fra Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, som han fik et uventet næsten folkeligt gennembrud med – det er han nok ikke glad for, at man skriver! – for nogle år siden. Han er selvfølgelig om nogen selvskrevet til et arrangement som dette. Tættere på personificering af dansk psykadelisk rock kommer man ikke, og han mente selvfølgelig, at “skæve musikere spiller bedre”. Det gør de nok også, hvis de har deres hjerte så meget med i det, som han har. Han gav blandt andet et fremragende cover af “Til Nashet”, hvor hans guitar klingende flot og klart samtidig med, at hans spillestil var karakteristisk loose. Det er kun ham selv, der ved, hvor slagene skal falde, når han spiller. Fascinerende. Gad vide, om han kan spille efter klik, og om nogensinde har gjort det. Nok ikke.

Det er jeg dog slet ikke i tvivl om, at Ida Gard kan, og den kvinde brænder samtidig så meget igennem på en scene. Også hun spillede “Til Nashet”, men i en version, hvor hun havde indspillet nogle vokalspor hjemmefra. Det lød altså bare pisse fedt. Hun har så meget power, og fortjener et gennembrud. Hun er kantet, men stadig enormt tjekket. Har meget mere nerve end de fleste andre piger – i am sorry to say. Måske kunne hun få hul igennem, hvis hun begyndte at synge på dansk. Til gengæld havde hun lidt svært ved at forklare, hvad forbindelsen til Steppeulvene var – andet end, at hun ligesom Skaløe også søger inspiration i litteraturens verden. På et tidspunkt sagde hun, at der” må have været nogen, der har set min indre hippie”.

I løbet af dagen spillede også bandet Orcas, hvis musik var en  blandig af anakronistisk pigtråd tilsat punkenergi. Det fangede ikke rigtig min interesse. Det gjorde Kjartan Arngrim fra Folkeklubben til gengæld. Han er fremragende til at underholde publikum mellem sangene, hvorimod han sange mangler lidt særkende. De læner sig for meget op af forbillederne, selv om teksterne er gode.

“Hip” fra ende til anden

En fremragende aften i de gamle syrehovedes tegn sluttede på fremragende vis med den siddende Møller, der spillede hele “Hip” med sit fremragende band, der jo altså spiller tight og på mange måde er klasser bedre end det originale Steppeulvene. Den powerfulde tromme-slager Holger Fagt holdes i snor af den legendariske bassist Peter Ingemann, der er elegant og ubesværet som få, og med den fremragende saxofonist Jens Hack på holdet, savner man altså ikke mundharpen. Han puster så meget liv i de gamle sange, så unge såvel som gamle danser og griner som græskar, der flækker på tværs, som det vist lyder i en børnesang.  Over det hele troner selvfølgelig den siddende majestæt Møller, der synger fremragende og mere afrundet end Skaløe, og samtidig  kan bygge en solo op på sin westernguitar som få. Han flår i de strenge som i ungdommens vår, og spjætter med benene, så bølgerne er højest.

Tusind tak for de sange, kære Steppeulve. I er ikke alene og vi har musikken.

Publiceret på www.gaffa.dk, 28.05.2017