INTERVIEW: Han var kørt fast med Choir of Young Believers, men et nyt projekt – med produceren Aske Zidore – viste sig at blive ny plade for Jannis Noya Makrigiannis og hans evigt muterende kor af unge troende.

Jannis Noya Makrigiannis var tæt på at vise Choir of Young Believers (CoYB) vintervejen. Eller i hvert fald sætte det på pause på ubestemt tid. Men et nyt projekt som som hans venner i spøg kaldte Græske Penge med hentydning til Raske Penge, og fordi Makrigiannis´ far kommer fra Grækenland, endte med at blive bandets redning. Her kommer historien om, hvordan det danske indieband i verdensklasse klarede skærerne og i dag, hvor tredje plade Grasque er på gaden, er så stærkt som nogensinde.

Kørt fast

Jeg er ved at tabe næse og mund, da jeg hører det.

Overfor sidder Makrigiannis. Han har en hue på og har desuden trukket sin jakkes hætte op udenover huen. Vi har aftalt at mødes på Café Gavlen på Nørrebro og har valgt at sætte os udenfor, da der er for meget larm indenfor. Det er bidende koldt, så undertegnede skutter sig lidt i kulden, men Makrigiannis fanger hurtigt min opmærksomhed, så jeg for en tid glemmer, at jeg fryser.

“Hvis bandet skulle have en eksistensberettigelse, var det nødvendigt med en udskiftning i bandet,” siger han.

Hørte jeg rigtigt? Var Makrigiannis virkelig ved at trække stikket på det band, der høstede så megen anerkendelse og succes med deres anden plade Rhinegold? Mildt sagt en radikal beslutning, som må have givet mange hovedbrud, når man tænker på, hvordan en sjældent enig anmelderskare var enig om, at pladen på mange måder var et syvmileskridt fremad fra This Is For The White In Your Eyes, som jo ellers også blev meget rost. Det sker ikke hver dag i dansk musik.

Yderligere blev der fra mange sider sagt, at CoYB på Rhinegold i langt højere grad fremstod som et band, hvor det før mere var et enmandprojekt. Hvilket var en klar styrke. Derfor ville de fleste nok tro, herunder Undertoners udsendte at regne, at Makrigiannis ville holde sammen på Rhinegold-bandet, men sådan er skulle det altså ikke være.

Bandet stod i stampe

“Efter vi havde turneret i et år med Rhinegold, gik jeg lidt kold på bandet. Jeg følte, at jeg var gået i stå kunstnerisk set,” siger Makrigiannis og holder en af sine karakteristiske lange pauser, hvor han kigger lidt tænksomt ud i luften og leder efter ordene.

“Det var en underlig periode. Jeg skrev ikke noget, og kunne mærke, der skulle ske et eller andet. Jeg vidste bare ikke lige hvad, så jeg satte bandet på pause, og jeg troede faktisk, at det var det,” siger han og holder igen en lang pause.

I den periode begyndte han at interessere sig for elektronisk musik, da “rockmusik var begyndt at kede ham og faktisk stadig gør”, som han siger. Han begyndte at gå til raves og fik nogle ret vilde oplevelser med det. Samtidig havde han fået en lille sampler, som han var legede med.

Makrigiannis viste, hvad han gik og puslede med, til Aske Zidore, som var den ene af de to producere på Rhinegold (den anden var Nis Bysted, red.). Han syntes, det lød spændende. De mødtes derfor i Askes Zidores daværende studio på Fælledvej, som i øvrigt tidligere tilhørte den legendariske og nu afdøde guitarisk og producer for blandt andet Love Shop og Lars HUG, Hilmar Hassig.

“I starten snakkede vi egentlig mest bare om musik. Aske har jo ligesom mig prøvet at være i et band, der er altopslugende (Oh No Ono, red.). Så vi snakkede om vigtigheden af hele tiden at være i bevægelse og ikke at sidde fast,” siger Makrigiannis.

De begyndte at jamme, og det blev ofte nogle lange nætter, hvor Markrigiannis og Zidore improviserede musik frem med udgangspunkt i to trommemaskiner, hvorefter de lagde keyboard og andet på, som de derefter klippede og klistrede i.

Græske penge

Makrigiannis troede på daværende tidspunkt ikke, at det musik de lavede var til CoYB. I stedet troede han, at det var et nyt projekt, som han kaldte Græske.

“Navnet kommer faktisk fra sådan en Clome, som nogle af mine venner fandt på. De mente, at mit soloprojekt skulle hedde Græske Penge. Senere blev det bare Græske,” siger Makrigiannis og griner.

“Når jeg spillede nogle af de nye ting for dem, sagde de: ‘Arhh, det er totalt Græske, det der.'”

I denne periode fik Makrigiannis langsomt inspirationen og glæden ved at skabe og spille musik tilbage. Han fik gjort sig fri af den kreative spændetrøje som CoYB havde udviklet sig til for ham. Samtidig ville skæbnen, at Martin Gore fra Depeche Mode ringede. Han havde hørt Hollow Talk i TV-serien Broen som også blev sendt i England, og spurgte, om CoYB ville med på verdensturné. Det var selvfølgelig en chance intet band uden videre vil lade sig glide af hænde.

Det fik Makrigiannis til at skære bandet ned til fem, da han ikke rigtig havde lyst til at tage afsted med det store band, han havde turneret med et helt år. Turnéen endte med at blive en fantastisk oplevelse.

“Hver eneste gang, vi har spillet på festivaler eller bare store scener, har jeg tænkt, at vores musik ikke rigtig egner sig til det, “siger Makrigiannis, “men på denne tour, skete der et eller andet. Det var som om vi voksede med opgaven.”

Musik skal udfordre lytteren

Oplevelserne fra touren gav ham lyst til igen at lave musik til CoYB.

“Det var virkelig dejligt at være ude og spille med bandet, og lige pludselig tænkte jeg: ‘Hvorfor kan det jeg laver med Aske ikke være en del af Choir?’” I starten virkede tanken lidt angstprovokerende, for den musik han lavede med Zidore, var trods alt meget anderledes end det, CoYB tidligere har stået for. Men langsomt voksede den på ham.

“Jeg har jo altid selv godt kunnet lide bands, der i stedet for at please deres lyttere, river dem lidt rundt i manegen,” siger Makrigiannis og nævner en kunstner som Beck, men også Beatles med deres The White Album, der, som han siger, er “hamrende skizofrent og rummer al mulig musik, fra små cabaretballader til børnemusik og støjrock.”

Efter langsomt at have overbevist sig selv om, at det nye musik altså var til CoYB, valgte han at lave yderligere udskiftninger i bandet.

“Jeg kunne mærke, at jeg havde behov for at ryste posen igen, og det passede meget godt med, at både Cæcilie (Trier, red.) og Sonja (Labianca, red.) fik travlt med deres soloprojekter. Samtidig fik jeg min gamle ven Nikolai Kleinerman Koch, som var med på den første plade, med igen og en ny trommeslager, Rasmus Waldorf, som jeg har spillet sammen med tidligere og i øjeblikket spiller i Kim Las´ band Nobody med.

Kapelmesteren

Den nye plade, som fik navnet Grasque efter en lydmæssig omskrivning af Græske, som det oprindelig projekt altså hed, ville aldrig ville have set dagen lys, hvis det ikke var for Zidore. Det benytter Makrigiannis enhver lejlighed til at understrege.

“Jeg kunne snakke i timevis om, hvor vigtig Aske har været for denne plade, og jeg føler mig så heldig ved, at han er med i bandet nu,” siger Makrigiannis og tilføjer, at Zidore er fantastisk god til at holde ham op på de ideer og visioner, han har.

“Man hopper bare ikke over, hvor gærdet er lavest med Aske. Det gør man bare ikke. Der er ingen svinkeærinder. Samtidig er han jo sindsyg arbejdsom og talentfuld musikalsk, kreativt og teknisk,” siger Makrigiannis om Zidore, som han ikke tøver med at kalde bandets kapelmester. Samtidig er Zidore på tre af sangene på albummet krediteret som sangskriver sammen med Makrigiannis. Det drejer sig om Facemelting, Gamma Moth og den storeslåede episke lydcollage Græske, som var det første Zidore og Makrigiannis lavede sammen og derfor passende fik det navn.

På spørgsmålet om man måske skal kalde CoYB for en duo nu, hvor det først var et soloprojekt og derefter blev et band på anden plade, tøver Makrigiannis.

“På mange måder ja, Aske har i hvert fald været den vildeste sparringspartner for mig de sidste to år, siger han, “men sagen er jo, at det er han for alle, han arbejder sammen med. Han gør jo det samme for Lars Greve, hvis plade han producerer i øjeblikket, og han har jo også sit eget band Gooms.”

Men sådan gik det altså til at Danmark stadig har et indieband i absolut topklasse, og måske var det i virkeligheden nærmere kapelmesteren med de Græske Penge, der reddede koret  – sammen med den søgende sjæl, der er på pilgrimsrejse efter ny lyd, eller nybyggeren, der er på udkig efter nyt musikalsk land, han kan indvinde.

Publiceret på www.undertoner, 23. marts 2016